Den største omvæltning i Andersens tilværelse fandt sted, da han i 1822 som 17-årig med taknemlighed modtog tilbuddet om en latinskoleuddannelse med studentereksamen som mål. Med ét blev hans fortvivlende og kummerlige tilværelse i Københavns værste slum afløst af tilbuddet om en uddannelse og dermed en lykkelig fremtid, der var de færreste forundt. Denne uventede hjælp glemte H.C. Andersen ikke. Den første bestemmelse i hans testamente fra 1860 var at oprette et legat til en flittig skoledreng på fattigskolen i fødebyen Odense. H.C. Andersens Hjælp kaldte hans sit legat, der hvert år sammen med H.C. Andersens Fonds Legat uddeles på Andersens fødselsdag til to flittige skolebørn – en dreng og en pige – ”til Hjælp og Opmuntring”, som det hedder i den testamentariske bestemmelse.
Udvælgelsen af legatmodtagerne er siden 1877 blevet foretaget af Odense Kommune.
Legaterne kan ikke søges.
H. C. Andersens Testamente
I sit testamente af 18. februar 1860 skrev H.C. Andersen:
Jeg har i Odense gaaet i Fattigskolen paa Fattiggaarden, existerer endnu samme Skole, da til denne, eller er den hævet, da til en lignende Fattigskole i Odense giver jeg 1000 Rdlr (Tusinde Rigsdaler), disse skulle staa fast, men Renterne af samme (jeg antager at det bliver omtrent 40 Rdlr aarlig) gives til den flittigste Dreng der, i Skoletiden, til Hjælp og Opmuntring, samme Legat kaldes ”H. C. Andersens Hjælp”.
Modtagere af H.C. Andersens Hjælp og H.C. Andersens Fonds Legat
H.C. Andersens Hjælp blev efter ratificeringen af legatet for første gang uddelt i 1877. I listen kan du se, hvem modtagerne var. Flere modtagere mangler på listen, da deres navne ikke forefindes længere. Har du modtaget Andersens legat, men ikke kan finde dit navn på listen må du gerne kontakte os.