H.C. Andersens Fond støtter H.C. Andersens Hus økonomisk i forbindelse med køb af museumsgenstande Nedenunder kan du se, hvad fonden har støttet.
Under sin største rejse, “Orientrejsen” 1840-1841, mødte H.C. Andersen i Athen den holstenske, klassiske arkæolog Ludwig Ross (1806-59), med hvem han sluttede et varmt venskab. Ross, som var den første professor ved Athens Universitet og som havde forestået den første systematiske udgravning af Akropolis, havde stor betydning for H.C. Andersens ophold i Grækenland og Tyrkiet. Således dukker han hyppigt op i digterens rejseskildring “En Digters Bazar” fra 1842. De fem breve er meget omfangsrige og lader sig datere fra maj 1841 til april 1843.
Det første brev er skrevet umiddelbart efter at digteren forlod Grækenland og betrådte Lilleasien. Han fortæller muntert om den voldsomme sejlads, hvor han led alvorligt af søsyge, og om sit første indtryk af det menneskemyldrende Istanbul, der indbyggermæssigt lå på størrelse med eller måske endda oversteg Paris, Europas største by. Digteren giver en fortræffelig beskrivelse af dervishernes dans, som han så i Skutari og Pera.
I det følgende brev giver digteren et smukt rids af sine rejseoplevelser – om rejsen gennem det urohærgede Bulgarien, karantænen i Orsova, Serbien og Ungarn, Tjekkiet, Wien, Tyskland og Danmark: ” min endte Reise drager tidt som et deiligt Kravanetog gjennem min Tanke”. Om modtagelsen i Danmark skriver digteren: ” Jeg har det ikke godt! jeg føler mig ikke vel i dette Land eller rettere i Kjøbenhavn, her er en styg Tone! det synes mig i Almindelighed, at al den gamle Hjertelighed og Troskab var udød. Her er ingen Begeistring, her er kun en Art, hvad jeg vil kalde Grinagtighed. Alt gaaer ud paa at gjøre latterlig, at lee, at haane, blande sig i Naboens Sager og beskjæftige sig ret stærkt med alt Smaat! – Her er et Pøbel-Blad Corsaren, der næsten holdes fra Sjouren til Menisteren, det er her saa godt som ingen Vittighed, man taler ondt i den meest oprørende Grad om Konge og alle høitstaaende Personer; Ingen gaae fri, ja jeg selv har været alt eengang og det den anden Dag jeg kom hjem, fordi jeg gjennem Provindserne, inde i Diligensen, havde kjørt med min græske Fez. De ubetydeligste Handlinger stilles til Skue ingen ved Redacteurerne og naaer disse kaldes for Retten møder altid een eller anden Matros, der ikke kan skrive sit Navn og erklærer sig for Udgiveren og bærer Straffen; Han faaer da af Vedkommende god Betaling herfor.”
Det sidste brev fra 1843 er skrevet i Paris og indeholder interessante meddelelser om digterens møde med Dumas, Heine, Hugo, Thalberg og den omsværmede tragedienne Rachel. Som det lader sig forstå, er de erhvervede breve særdeles omfangsrige ikke blot hvad angår længden af dem, men også hvad angår deres rige indhold.
Ahasverus af H.C. Andersen. Kjøbenhavn. Reitzel 1848. Med dedikation til Carl B. Lorck: ”Min Ven – Carl B. Lorck – som fra Udlandet sendte mig de første venlige Ord om Ahasverus – bringer jeg her Originalen. Venskabeligst H.C. Andersen”.
Dedikationseksemplar fra H.C. Andersen til landsmanden, forlægger Carl B. Lorck i Leipzig er det eneste dedikationseksemplar fra Andersen til Carl B. Lorck museet ejer, skønt Carl B. Lorck var den, der blev betroet udgivelsen af digterens samlede værker på tysk, samt den første illustrerede eventyrsamling. Originaltegningerne til illustrationerne til eventyrudgaven, der blev tegnet af Vilhelm Pedersen, donerede Lorck Andersen på hans 70-års fødselsdag – en lille skat, som museet nu vogter. Til det omtalte dedikationseksemplar, som museet erhvervede med støtte fra H.C. Andersens Fond, hører det kuriøse, at museet i samlingen af breve faktisk har netop det brev fra Andersen til Lorck, dateret 5. februar 1848, som fulgte med dedikationseksemplaret.
Portrætfotografi af H.C. Andersen taget af fotograf Budtz Müller i Bredgade, København 1864. Fotografiet er en sjældenhed, da der kun findes to originaleksemplarer af optagelsen.
[Digtet]
Kobberbrylluppets lystige Alf,
Bringer Skillinger tolv og en halv,
Det er den Sum, der fra Aarene faldt
Siden I to for hinanden blev Alt.
Flyv lige lang Tid fremad, – hurra!
Sølv bliver Kobberskillingerne da;
Fremad i Glæde, – og underfuld,
Sølv bliver Guld, bliver Hjerte Guld
[Digt til Ellen]
Lille Ellen paa Sjællands Øen,
Skal elskes som var hun “Pigen ved Søen.”
Kort før sin afrejse til Odense, hvor H.C. Andersen skulle nyde sit æresborgerskab, sad han den 30. november 1867 hos familien Melchior på Højbro Plads i København og skrev et digt til fru Melchiors bror og svigerinde, Aron og Fanny Henriques, der skulle fejre deres kobberbryllup dagen efter. Med digtet fulgte 12½ skilling i kobbermønt. I digtet lader digteren de 12½ skilling kobber symbolisere ægteskabets alder og lader forstå, at kobberet med tiden bliver til sølv – og til sidst til guld. Mønterne var alle såkaldte spionmønter, der kunne åbnes og indeholde noget. De seks mønter indeholdt miniature-fotografier af ægteparrets seks børn. De seks øvrige skillingsmønter indeholdt et lille digt til hver af de seks børn, og den halve skilling indeholdt et lille digt til det barn, ægteparret havde i vente. Med H.C. Andersens Fonds støtte lykkedes det museet i 2016 at erhverve kobberbryllupsdigtet tillige med en af spionmønterne til datteren Ellen. I forvejen havde museet i sine samlinger to spionmønter med digt til og portræt af sønnen Gustav. Den fine kobberbryllupsgave giver indtryk af den levende fantasi og den veloplagte form for kreativitet, den da 62-årige digter besad.
Papirklipscollage af H.C. Andersen til Fanny og Aron Henriques
Papirklippet er et sjældent eksempel på en usædvanlig form for collagekunst af Andersen, idet han som element i sin collage foruden et papirklip af et teater med danserinder har benyttet tørrede blomsterblade. Normalt kan man ikke afgøre ved digterens klip, hvorvidt de af Andersen selv er monteret på det bagvedliggende papir eller ej. Dette er ikke tilfældet her. Ikke bare klippet men hele montagen er udført af H.C. Andersen. Påskriften, som er et lille digt, laver et ordspil med collagens elementer:
En lille Verden paa Bladet Du finder
Et heelt Theater og to Dandserinder.
H.C. Andersen.
Dryaden. Et eventyr fra Udstillingstiden i Paris 1867 af H.C. Andersen. C.A. Reitzels Forlag. Kjøbenhavn 1868.
Bogeksemplaret har samtidig indbinding i blågrå helshirting med guldtryk. Indbundet med originalt titelblad, der er forsynet med egenhændig dedikation til skuespillerinden Julie Sødring: “Den danske Scenes udmærkede Kunstnerinde, den fortræffelige Hustru og Moder Fru Sødring hjerteligst og ærbødigst H.C. Andersen”. Fru Julie Sødring (1823-97), der var datter af den folkekære skuespiller C.N. Rosenkilde, var en populær skuespillerinde på Det Kongelige Teater, hvor hun udmærkede sig inden for de komiske roller. Hun spillede mange i mange af H.C. Andersens lystspil, og hjalp digteren med at finpudse de forskellige komiske replikker.
Fotografisk portræt af H.C. Andersen 1867.
Originalt portrætfotografi af H.C.Andersen taget af hoffotograf Georg E. Hansen i 1867 i atelieret i Bredgade 22 i efteråret 1867. Billedet er monteret i samtidig sort forsiret kunstramme.
Selve billedudsnittet er usædvanligt i forhold til de kendte aftryk af originalglaspladen, idet man kan se en større del af optagelsens højreside. Derved må man konstatere at den glasplade, som befinder sig på Det Kongelige Bibliotek og som er vurderet som originalglaspladenegativet, ikke er original men en senere Elfeldt-glasplade. Glaspladenegativet på Det Kongelige Bibliotek har nemlig ikke det højreudsnit, som dette aftryk har.
Brev fra H.C. Andersen til F.C. Olsen dateret den 23. september 1839.
Brevet omhandler de bidrag, Andersen betænkte Dansk Folkekalender med. Andersen havde i begyndelsen af 1839 foreslået overlærer F.C. Olsen, der var formand for “Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug” om at udgive en folkekalender, “dansk Folkekalender”, efter forbillede fra det tyske. Ideen blev antaget ved et bestyrelsesmøde i februar 1839, og Andersen aftalte med Olsen kort før sin rejse til Sverige at levere bidrag. Brevet lyder:
Kjøbenhavn den 23. Sept. 1839
Høistærede!
Her sender jeg Dem lidt at begynde med: to Digte, et Sagn og en Parabel; hvad Paaskesangen angaar, da maa jeg sige Dem, at den har været trykt før, nemlig i Professor Ursins Uge-Blad (dvs. Dansk Almeenlæsning, 1836), men dette var ikke kjendt som det burde og Digtet selv forekommer mig saa særdeles passende for Folkebogen at jeg ikke tager i Betænkning at sende Dem det, som om det var ganske nyt.
Igaar var Professor Ursin hos mig, vi aftale da at jeg skulde levere tolv Digte til Aarets Maaneder og han opgav mig den Plads jeg har at raade over. Foruden disse og hvad jeg sender i Dag, vil jeg forpligte mig til at levere et Eventyr og et Par andre smaa Stykker, samt, naar man udtrykkelig ønsker det, maaskee ogsaa en lille Novelle, da jeg har Ideen til en saadan, Scenen bliver i Sverrig og jeg vil see at give nogle Billeder af dette Lands Natur, ligesom jeg i Improvisatoren har givet Italiens og i O. T. og Spillemanden Danmarks; saasnart jeg har den Ære at høre noget bestemt fra Dem, vil jeg anvende al min Tid til at udarbeide mine Ideer for Folkebogen, dog maa jeg tilføie at jeg ikke gjerne skriver Novellen, uden man særdeles ønsker det, jeg vil heller have frie Hænder og kunde udarbeide hvad jeg selv ansaae for bedst og da naturligvis meest interesserede mig; at man betids erholder Bidragene fra mig derom kan man være forsikkret.
Ærbødigst
H. C. Andersen
Brevet er skrevet i en periode, hvor H.C. Andersen var økonomisk trængt – så meget, at han (forgæves) søgte en stilling som bibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek. I “Mit Livs Eventyr” beskriver H.C. Andersen sit næste træk:
“Jeg søgte at sætte mig i Forbindelse med Trykkefriheds-Selskabet idet jeg havde lagt Plan og givet Udkast til en dansk Folkekalender, lig den meget udbredte tydske af Gubitz, dengang fandtes endnu ingen dansk. Jeg troede ved Naturskildringerne i “Improvisatoren” at have viist Dygtighed for Fremstillinger af denne Art, et Par Smaa Hefter af mine Eventyr var da allerede ude, de maatte vise, at jeg nok kunde fortælle. Ørsted var meget tilfreds med den givne Plan, og ogsaa denne understøttede han paa det Bedste, men Skriftcomiteens Medlemmer fandt, at dette Arbeide vilde være forbundet med for mange og store Vanskeligheder til, at Selskabet kunde indlade sig paa samme. Det vil sige, at man tiltroede mig ikke Dygtighed dertil; senere udkom under en anden Redacteur en saadan Kalender, understøttet af Selskabet.”
Det er dette projekt, som brevet vidner om. Andersens ide om en dansk folkekalender blev vedtaget på et bestyrelsesmøde i februar 1839, men på grund af forsinkelser o. november måtte projektet udskydes et år. Resultatet blev det nok så kendte “Dansk Folkekalender”, der udkom fra 1840 under redaktion af professor Ursin og F.C. Olsen. Som brevet viser, byder Andersen ivrigt ind med digte og prosastykker, men alt blev afvist, og Andersen blev således udeladt i den folkekalender, han selv havde fået ideen til.
Andersens bekendtskab til F.C. Olsen strækker sig langt tilbage i tiden. Da Andersen som 14-årig forlod Odense den 4. september 1819, bad hans moder en fru Hermansen om at tage sig af drengen under rejsen. Denne fru Hermansen var F.C. Olsens moder; han var barn af første ægteskab. At fru Hermansen var på dagvognen samme dag som Andersen i september 1819, skyldtes, at hun også skulle til København for at komme til sønnens studentereksamen. Det er denne F.C. Olsen, som kan latin, men som Andersen ikke kan få latinundervisning hos, fordi “Latin var det kostbareste Sprog i Verden, at det var ikke muligt at faae det lært frit!” Fru Hermansen holdt ellers sit ord, som hun havde givet Andersens mor, og det er hende, der hjalp Andersen til en læreplads hos en snedker, da Andersen var ankommet til København og pengene var sluppet op.
Det animose forhold mellem Andersen og Olsen stammer måske fra Andersens første tid i København, hvor han jævnligt var på besøg hos fru Hermansen i Pilestræde. Fru Hermansen havde en datter, og denne datter fik difteri. Under et alvorligt vejrtrækningsanfald skulle Andersen hidkalde en læge. Men hjælpen kom for sent, og den unge datter døde. Denne frygtelige hændelse fremkaldte en bitterhed mod Andersen, da familien mente, at Andersen på sin vis bar skylden for det tragiske dødsfald, fordi de mente, at han i den akutte situation havde mistet besindelsen, da man råbte til ham, at han skulle løbe efter en læge.
De i brevet omtalte digterværker er er digtene “Et Digt om Konerne”, “Paaskesang” samt parablen “Boghveden” og eventyret “Den onde Fyrste”. Den påtænkte svenske “Novelle” blev ikke til noget, men et indledende udkastfindes på Det Kongelige Bibliotek, Den collinske Samling 35,4, og er udgivet af Morten Borup i Anderseniana 1964 (“Et Kapitel af en paatænkt historisk Sverigesroman”).
Tegning af Edvard Collin lavet af Wilhelm Bendz, ca. 1830
Portræt af Edvard Collin (1808-86) tegnet med blyant af Wilhelm Bendz (1804-32). Portrættet viser en ung Edvard Collin, og stammer derfor fra den periode, da han og H.C. Andersen sluttede venskab. Det var i den tid forskellene i deres forskellige naturer trådte frem, idet Edvard Collin i 1831 blankt afviste Andersens anmodning om, de skulle være Dus-brødre. Det var pinefuldt for H.C. Andersen at blive afvist, og han kom sig aldrig over dén ydmygelse. Hændelsen findes kalkeret i eventyret ”Skyggen”. Skønt nære venner – og til trods for, at Andersen gjorde Edvard til sin universalarving – forblev de Des livet igennem til stor forundring i bekendtskabskredsene. Da tegningen er gjort af Wilhelm Bendz, betyder det, at den må være gjort før sommeren 1831. Da begav Wilhelm Bendz sig nemlig ud på sin Dannelsesrejse, under hvilken han døde af tarmbetændelse i Vincenza i Italien i november 1832.
På bagsiden af tegningen ses et udkast til et portræt i profil samt en karikaturtegning af en mand med stok. Med blyant i øverste venstre hjørne står skrevet: “E. Collin / tegnet af Bendz”.